Sprog- og kulturforløb gennem elevernes erfaringsverdener og verdenserfaringer
Om Det Flyvende Tæppe
“Det Flyvende Tæppe” er et tilbud til skoler og dagtilbud. Der kan være tale om alt fra små hold til hele skoler, korte forløb eller lange perioder. Projektet fik Den Europæiske Sprogpris i 2017 på grund af dets vægt på flersprogethed som ressource.
“Det Flyvende Tæppe” går ud på at arbejde med sprog, selvbilleder og kulturforståelse gennem sprog- og kulturmøder. En vigtig faktor i processen er at inddrage elevernes sproglige og kulturelle ressourcer. Børnene/de unge er selv med til at udfolde og definere det, der for dem er kultur på en kreativ måde. De udforsker hvilke kulturelle og sproglige fællesskaber, de er en del af – og medskabere af. Til sidst formidler de gennem æstetiske udtryk det billede af sig selv, som de ønsker at vise andre. Der arbejdes ud fra et udvidet og dynamisk kulturperspektiv med afsæt i elevernes egne erfaringsverdener og verdenserfaringer.
Undervisningsforløbene
Undervisningsforløb med Det Flyvende Tæppe kan både indtænkes i tværfaglig sammenhæng og i fag som dansk, kulturfag, sprogfag, billedkunst, musik og drama. Måden at arbejde på er særdeles velegnet, der hvor flersprogetheden blomstrer og lægger op til mange udtryksformer. Hvis omstændigheder er til det, inviteres andre klasser og elevernes forældre til et sprudlende kulturmøde.
Det Flyvende Tæppe
Elevernes “sprogskatte” på landkortet
Alle der hopper med ombord på Det Flyvende Tæppe får mulighed for at få sat elevernes sprog på Danmarkskortet. Se hvordan vi har fået samlet mere end 140 ind til “Sprogenes Danmarkskort” her.
Sprogundervisning
Det Flyvende Tæppe kan bruges til at gøre sprogundervisning autentisk og til at indtænke kulturforståelse, hvilket er et vigtigt element i både andetsprogs- og fremmedsprogsundervisning. Se eksempler fra spansk– og franskundervisning med inddragelse af børn og voksne med disse sprog som modersmål og på ungdomsuddannelser og sprogskoler i forbindelse med andetsprogsundervisning.
Baggrund og samarbejde
Jeg begyndte at forme projektet, mens jeg arbejdede som folkeskolelærer i Silkeborg (1998-2008). Sidenhen blev det en fast del af Reykjavik Kommunebiblioteks tilbud til børnehaver og skoler (2008-2020).
I dag er Det Flyvende Tæppe et tilbud til uddannelsesinstitutioner (fra børnehave- til ungdomsuddannelser) på Kulturkompassets vegne og gennemføres under min vejledning. Det er muligt at lave aftaler, der gør projektet bæredygtigt og til en del af skolens/institutionens virke.
Anerkendelser
2022: Nomineret til “Forældreprisen” af foreningen “Skole og Hjem” i Island
2017: Udvalgt som Islands bidrag til Nordisk Sprogfest i Århus.
2017: Modtog Den Europæiske Sprogpris.
2010 og 2015: Nomineret til en islandsk medie-samfundspris i kategorien “til forebyggelse af fordomme”.
Tidsramme og pris
Hvert forløb tilpasses den enkelte institution, årgang, klasse eller gruppe. Mit bidrag kan variere fra en enkelt workshop til et forløb, hvor jeg deltager/vejleder i en længere periode. Af samme grund vil prisen også variere og aftales fra gang til gang i overensstemmelse med samarbejdets omfang. Skriv eller ring gerne for en snak om muligheder og flere oplysninger.